Forhøjelse af bøde for udenlandske virksomheder der ikke er registreret i RUT-registret

Fra den 1. juli 2018 blev det muligt for Arbejdstilsynet at udstede daglige tvangsbøder på mindst DKK 1.500 til udenlandske virksomheder, der endnu ikke er registeret i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT). Har du husket at registrere din virksomhed, og hvad er RUT egentlig?

RUT-registret har til formål at føre tilsyn med udenlandske virksomheder og lønmodtagere, der udfører serviceydelser i Danmark. Formålet med registreringen er at sikre, at udenlandske virksomheder overholder den danske lovgivning, herunder for arbejdsmiljø, sikkerhed og skat. Nogle af de oplysninger, der gives til RUT, er offentligt tilgængelige, og oplysningerne kan sendes videre til fagforeninger for at kontrollere, om de udenlandske virksomheder – især inden for bygge-, landbrugs-, skovbrugs- og rengøringssektoren – overholder de danske minimumslønninger m.v., der er defineret i kollektive aftaler.

Hvis udenlandske virksomheder, der leverer tjenesteydelser i Danmark, ikke er registreret korrekt, vil det kunne resultere i to former for bøder. For det første en strafferetlig bøde, hvor virksomheden tiltales og evt. straffes for at have overtrådt anmeldelsespligten. For det andet en administrativ tvangsbøde, hvor Arbejdstilsynet påbyder virksomheden straks at anmelde sig i RUT og derudover kan pålægge en bøde på op til DKK 10.000. Den nye lov gældende fra 1. juli 2018 giver nu Arbejdstilsynet ret til at pålægge virksomheden daglige tvangsbøder på mindst DKK 1.500, indtil virksomheden melder sig ind i registeret. Hvis virksomheden ikke betaler bøderne, vil Arbejdstilsynet videregive sagen til SKAT, som vil inddrive bøderne.

Siden den 1. juni 2013 har Arbejdstilsynet udstedt 1.264 administrative bødeforelæg og rejst tiltale mod 1.001 virksomheder for manglende eller mangelfuld anmeldelse i RUT.

Det bemærkes yderligere, at klager og indbringelser for domstolene af påbud og / eller tvangsbøder ikke har opsættende virkning. Det vil sige, at virksomheden er nødsaget til at betale bøderne for at undgå retsforfølgning, og at en eventuel klage først vil have betydning fra afgørelsestidspunktet.

Arbejdstilsynets afgørelser om bødepålæggelse i henhold til lovforslaget kan inden for en frist på 4 uger indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet.

 

Hvem skal være registreret i RUT?
– Et udenlandsk selskab, der udstationerer arbejdstagere til at udføre midlertidigt arbejde i Danmark.
– Selvstændig erhvervsdrivende, der yder midlertidig tjeneste i Danmark.
– Bureauer, der sender arbejdstagere til midlertidigt arbejde i Danmark.

Loven har dog nogle undtagelser. En registrering er ikke nødvendig, hvis arbejdet ikke overstiger en periode på mere end 8 dage, hvis de leverede ydelser er montering af teknisk udstyr eller installationer, eller hvis den arbejdstager eller selvstændige, der arbejder i Danmark, er specialist eller kvalificeret til at, installere, inspicere, reparere eller informere om tekniske installationer i Danmark.

Derudover er følgende personer ikke forpligtet til at lade sig registrere:

– Deltagere i seminarer eller konferencer, herunder forskere, talere mv.,
– Professionelle kunstnere, der deltager i særlige kulturelle arrangementer.
– Personer på forretningsrejser til udenlandske virksomheder, der ikke har et fast driftssted i Danmark.
– Professionelle sportsfolk og trænere, der deltager i store sportsbegivenheder eller træning i danske sportsforeninger.
– Konsulenter, der yder konsulenttjeneste inden for revision og regnskabsføring i en periode på højst 8 dage.
– Medarbejdere udstationeret inden for koncernen i en periode på højst 8 dage. Dette gælder dog ikke for tjenesteydelser inden for byggeri, landbrug, skovbrug, gartneri, rengøringssektoren såvel som for restaurant- og hotelvirksomheder.
– Tjenesteudbydere inden for cabotagekørsel

 

Alle andre udenlandske virksomheder er forpligtet til at tilmelde sig i RUT senest ved start af arbejdet i Danmark. Eventuelle ændringer såsom ny arbejdsplads eller længere tidsperiode skal meddeles i RUT senest den første arbejdsdag efter ændringen er trådt i kraft.

Registreringen kan alene ske online på www.virk.dk.

 

Ring gerne til advokat Alexandra Huber, der er en af stifterne af og partner i LEAD Rödl & Partner på +45 44 45 50 02 for at høre nærmere eller send en mail på alexandra.huber@lead-roedl.dk

Relaterede publiceringer