ALMINDELIGE FORRETNINGSBETINGELSER
1. Advokatpartnerselskabet LEAD Rödl & Partner
Advokatpartnerselskabet LEAD Rödl & Partner, CVR-nr. 32321488, yder juridisk rådgivning om opgaver, hvis omfang defineres i samråd med klienten. Opgavernes omfang kan til enhver tid justeres efter behov. Vores forretningsbetingelser gælder for enhver opgave, som vi påtager os, medmindre andet aftales skriftligt. Oplysninger om LEAD Rödl & Partner, som i henhold til pkt. 13 i Advokatsamfundets etiske regler skal være tilgængelige for klienten, findes på vores hjemmeside www.lead-roedl.dk.
2. Interesse eller loyalitetskonflikt
Ved modtagelse af en ny sag afklarer vi i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler, at der ikke foreligger nogen interesse- eller loyalitetskonflikt. Hvis vi ikke kan bistå i sagen, eller hvis der efterfølgende opstår inhabilitet eller en interessekonflikt, som medfører, at vi må afbryde vores samarbejde med klienten, bistår vi gerne klienten med at finde en anden advokat.
3. Identitetsoplysninger og hvidvaskning af penge
LEAD Rödl & Partner er som advokatvirksomhed omfattet af loven om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge samt finansiering af terrorisme. Vi er derfor forpligtet til at indhente og opbevare visse nærmere identitetsoplysninger om vores klienter, herunder f.eks. et selskabs ejerforhold.
4. Klientmidler
Klientmidler indsættes på klientkonti hos vores bankforbindelse og forvaltes efter gældende regler. Tilskrevne renter (positive såvel som negative) tilfalder klienten. Klientkontoen føres i danske kroner, hvorfor beløb i fremmed valuta veksles til dansk valuta. Kurstab eller kursgevinst på omvekslede beløb, som tilbageføres eller videresendes i fremmed valuta, bæres af/tilkommer klienten. Tilskrevne renter afregnes i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler herom.
5. Honorar
LEAD Rödl & Partners honorar for bistand beregnes på grundlag af en samlet bedømmelse af de forhold, der gør sig gældende i den enkelte sag. Der henses til den medgåede tid, karakteren af de involverede juristers specialviden og erfaring, opgavens kompleksitet og betydning for klienten, de involverede værdier, det opnåede resultat og det med opgavens løsning forbundne ansvar. Vores honorar er eksklusive relevante udlæg og omkostninger. På anmodning giver vi gerne et begrundet overslag over honorarets størrelse, før arbejdet påbegyndes. I de tilfælde, hvor det er vanskeligt at give et sådant overslag, oplyser vi, efter hvilke parametre honoraret vil blive beregnet, f.eks. hvilke timepriser, der vil blive anvendt i forbindelse med afregning af sagen. Vi orienterer klienten så tidligt som muligt, hvis det under sagens forløb viser sig, at honoraret forventes at overstige overslaget. Over for klienter, der er forbrugere, oplyser vi i et aftalebrev om det forventede honorar eller kriterierne for honorarets beregning, inden arbejdet påbegyndes.
6. Udlæg
Klienten debiteres særskilt for udlæg og relevante omkostninger i forbindelse med den udførte bistand. Eksempler på sådanne eventuelle omkostninger er gebyrer, udgifter til rejse, ophold og forplejning samt større kopierings-, oversættelses-, telefon- eller forsendelsesudgifter.
7. Forudbetaling
Vi kan anmode om forudbetaling af honorar, udlæg og omkostninger, før vi påbegynder eller fortsætter arbejdet. Enhver forudbetaling indsættes på vores klientkonto. Renter godskrives efter gældende regler. Forudbetalinger kan anvendes til udligning af honorar og udlæg, medmindre andet er aftalt.
8. Betaling og morarenter
Fakturering af vores bistand sker normalt månedligt, medmindre andet er aftalt. Ved mindre eller korterevarende opgaver faktureres salæret ved opgavens afslutning. Vores betalingsbetingelser er 8 dage fra fakturadato. Der tillægges moms efter de herfor gældende regler. Ved forsinket betaling beregnes morarenter i henhold til renteloven.
9. Fortrolighed
Som advokater er vi underlagt tavshedspligt. Alle oplysninger, som vi modtager i forbindelse med en opgave, behandles som fortrolige, medmindre det fremgår af omstændighederne, at oplysningerne ikke er af fortrolig karakter. Tavshedspligten gælder med respekt for de regler, der pålægger advokater oplysningspligt i forhold til offentlige myndigheder og lignende, f.eks. i henhold til DAC6 (Direktiv 2018/822/EU).
10. Insiderhandel
Alle medarbejdere er omfattet af den gældende lovgivning om forbud mod videregivelse af intern viden om børsnoterede selskaber og restriktioner for handel med børsnoterede værdipapirer.
11. Anvendelse af vores rådgivning
Vores rådgivning er målrettet til den konkrete opgave og klient og må derfor ikke anvendes til andet formål uden vores udtrykkelige skriftlige forhåndsaccept. Medmindre andet er aftalt, er vi alene ansvarlige i forhold til klienten for den ydede rådgivning.
12. Sagens afslutning og opbevaring af sagsakter
LEAD Rödl & Partner fuldfører opgaven til dens naturlige afslutning, eller indtil klienten anmoder om, at sagen afsluttes. Hvis vi i en konkret sag ikke længere mener at kunne varetage sagen i klientens interesse, kan vi udtræde af denne. Originale dokumenter udleveres normalt senest i forbindelse med opgavens afslutning, og vi opbevarer sagsakterne i mindst fem år fra fakturadato.
13. Lovvalg og værneting
Enhver tvist mellem en klient og os skal løses i overensstemmelse med dansk ret (dansk international privatret om lovvalg og værneting gælder ikke) og kan udelukkende indbringes for danske domstole i overensstemmelse med retsplejelovens regler.
14. Ansvar og forsikringsdækning
LEAD Rödl & Partners advokater er danske advokater, medmindre andet fremgår af deres profiler på vores hjemmeside. Derfor yder vi kun rådgivning om forhold under dansk ret medmindre andet er skriftligt aftalt med klienten. LEAD Rödl & Partner er ansvarlig for den juridiske rådgivning i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler, og vi er ansvarsforsikret i et anerkendt forsikringsselskab. Vores erstatningsansvar er begrænset til fem (5) gange vores honorar i den pågældende konkrete sag og kan aldrig overstige summen af det beløb, der kan betales af vores ansvarsforsikring og vores selvrisiko. Den aktuelle dækningssum og selvrisiko kan oplyses ved forespørgsel. Vores ansvar omfatter ikke indirekte tab eller følgeskader, herunder driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, goodwill, image, kunder m.v. eller andre former for indirekte eller afledte tab. Vores medarbejdere eller partnere kan under ingen omstændigheder gøres personligt ansvarlige. Endvidere hæfter vi ikke for eventuelle fejl begået af andre rådgivere, som vi har henvist klienten til, ligesom vi ikke hæfter for eventuelle fejl begået af underleverandører, som vi efter aftale med klienten har overladt dele af opgavens løsning til.
15. Klager
LEAD Rödl & Partner er underlagt Advokatsamfundets regler om klager over advokaters adfærd og honorar.
Hvis klienten ikke er tilfreds med vores bistand eller vores honorar, beder vi klienten om at kontakte den sagsansvarlige partner eller den partner, der er ansvarlig for klientforholdet, med henblik på at opnå en mindelig løsning.
Kan der ikke opnås enighed om en klage, kan klienten indbringe sagen for Advokatnævnet på følgende adresse:
Advokatnævnets sekretariat
Kronprinsessegade 28
1306 København K
E-mail: klagesagsafdelingen@advokatsamfundet.dk
Hjemmeside: https://www.xn--advokatnvnet-edb.dk/
Alle erstatningskrav forældes senest 3 år efter ydelsen af den rådgivning, der er omfattet af klagen, og forudsætter, at der ikke er udvist passivitet fra klienten fra det tidspunkt, hvor klienten blev eller burde være blevet bekendt et eventuelt krav. Hvis klienten er erhvervsdrivende, forældes erstatningskrav mod advokatvirksomheden 12 måneder efter, at klienten blev eller burde være blevet bekendt med de omstændigheder, der gav anledning til kravet.